En egoistisk, instinktiv beskytterkonge…

Jeg har mødt min indre konge. Mere end en gang i mit liv. Dengang vidste jeg bare ikke, hvilke kampe eller nærmere, hvordan han kæmpede for sig selv og andre.  Selvom min indre konge forstår, at hans rådgivere er betydningsfulde for hans beslutninger, så er han samtidig en mand, der tror mere på det handlekraftige.  Min konge bliver dermed ofte irritabel, utålmodig og rastløs, når rådgiverne omkring ham bliver for vægelsindede. Det medfører, at min indre konge tager nogle hurtige beslutninger, bare for at tage dem. I hans verden er der simpelthen ikke tid til at væve for meget rundt i et for og et imod.”Vi må handle nu”, siger han tit med en dyb og bestemt stemme, der kan overtale, hvem som helst om, at denne beslutning er vigtig at følge. Det er på trods af, at han ikke altid kan mærke på sig selv om det virkelig er den rigtige beslutning, han tager. Men det får du ham ikke til at indrømme.

Min kongens krop er også fyldt med ar. Men dem er han stolt af. For de vidner om, at han gjorde noget. For retfærdigheden. For menneskeheden. For sit kongerige, der er vigtigere, end ham selv. Den krig, han kæmper for andre og for ham, tror han nemlig legitimerer, hele hans eksistens. Det er derfor, han er til. Af samme grund ønsker han også ofte at prale og fortælle om alle sine bedrifter. Herigennem fortæller han sig selv og sin omverden, at han gør det godt, fordi han selv og hans kongerige stadig står. Når han svinger sit sværd, så er han overbevidst om, at det netop er her, han gør den største forskel.  Min indre konge piver aldrig eller rettere, han vil ønske, at han aldrig gjorde det. Heller ikke når han mærker en stor smerte på sin krop. Han har nemlig lært, at smerte følger kampen, og derfor forholder han sig også sjældent til sin krop. Den er for ham bare et redskab. Et instrument til at bevare det, han tror på. Han opdager sjældent, når han bløder fra et nyt sår. Faktisk er det som regel, hans rådgivere, der opdager det, før ham. Ofte bliver han overrasket, og nærmest svimmel, når han bliver gjort opmærksom på det dybe sår, som pludselig er kommet på hans krop. Men det viser han ikke. For han vil ikke forholde sig til frygten ved de mulige konsekvenser, som er ved dette sår. For sandheden er, at han er lidt bange for, at han ikke rejser sig igen, hvis han virkelig mærker efter.  Men det får du ham heller ikke til at indrømme. Så i stedet mander han sig op, tager noget smertestillende og siger, alt er okay. Overfor sine soldater. Overfor sine kære. Hos denne konge er såret bare en belastning for den kamp, han gerne kæmper for at bevare sin egen trone og sit kongerige. For ham er det indbegrebet af egoisme, hvis han opgiver, ”bare” fordi hans krop ikke kan mere. Ligesom han heller ikke tåler, at hans soldater ikke kæmper videre for dem selv og andre. Tit mærker min konge et lille stik af kærlighed til sin familie. Den kommer altid som en pludselig varm følelse i hans krop, han i overvældelsen skubber væk, hvis tidspunktet ikke er rigtig lige nu. Når han går i kamp med prinsen, sin søn, der stadig tror på sin egen usårlighed, smider kongen altid dronningen og prinsessen ud af sine tanker. I dag ved kongen dog, at ingen er usårlige, men han tror stadig, at hans overlevelse er afgørende for hans familie og hele hans kongerige. Han tror, at overlevelsen ene alene beror på hans (beskyttende) beslutninger. Derfor overlever han dels ved at overhøre sine kropslige signaler, og dels ved at bygge store mure omkring ham og alle hans nære i hans slot. Men det handler mere om ham, end det handler om dem. For selvom han selv er parat til at falde for sværdet, så er han mindre parat til at miste andre. Dermed er der heller ikke plads til kærlige følelser, tvivl eller at han forholder sig dybere til det, han foretager sig.

Min konges virkelige udfordringer er at forholde sig til prinsessen og dronningen. For han har nemmere ved at forstå prinsen, hans søn, idet han ved, han engang var som ham. Hans dronning og prinsesse er dog stadig hans kære, han vil kæmpe for til døden. Men han kan blive ret provokeret, når dronningen igen sætter et ansigt op, der fortæller ham, at han skal vende tilbage til hende. For så er det for ham, det samme som at sige, at han gerne må overgive sig. At han gerne må være egoistisk og lade sine soldater falde i kamp, uden han står ved deres side. Ligesom han bliver lidt skræmt og irriteret over at indrømme, at hans dronning oftere er stærkere end ham. At hendes liv alligevel vil gå videre, selvom han ikke længere var der. Kongen kan også blive særdeles irriteret på prinsessen, når hun bliver ked af det. Han synes indimellem, at hun burde tage sig lidt sammen, hærde sig selv og se verden med mere realistiske øjne. Ofte får han lyst til at råbe det til hende. Men i det øjeblik, hans dronning kigger på ham med nogle bestemte, kærlige øjne stopper han sig selv.  Inderst inde ved han godt, at prinsessen fornemmer hans irritation. Det gør ham trist, at det er så svært for ham at fortælle hende, han i virkeligheden forsøger at beskytte hende mod den farlige verden, han har erfaret gennem disse kampe. For denne konge har set lidt af hvert i sit liv. Han ved, at der sommetider skal udkæmpes nogle kampe i overlevelsens fællestegn, og i dem har han mere end én gang set, at også gode mænd falder for sværdets klinge.  Derfor skal verden ej heller altid mødes med ubetinget tillid, fordi den ikke altid er så retfærdig, som hans datter gerne vil tro. Min indre konge er dermed ofte i en konflikt mellem at elske og hade, hans datters umiddelbare, åbne, modtagelige og bløde side. Nogle gange håber han, at hun indser livets barske realiteter, og andre gange håber han mere, at hun aldrig ændres og oplever det, han har erfaret.

Kongen tror også alt for ofte, at han er en klog mand, som tager de mest rigtige beslutninger gennem hans hoved. Men i virkeligheden er det oftere, når han mærker sin krop og lader den hvile, at han gør det, han er bedst til. Handler ud fra sine rådgiveres anbefalinger, og lader hans instinkter tale højere, end det hoved som tror, at han beskytter alle, for deres skyld. Når dronningen insisterer på at give kongen omsorg, har han ofte en indre verbal kamp. For på den ene side ved han, at det er det, han har brug for. Hendes styrke. På den anden side har han svært ved at give sig selv lov til at give slip og falde ned i en tillidsfuld ro. For kongen fortæller tit sig selv, at han er stærkere end dronningen, samt hun og prinsessen har brug for mere beskyttelse, end ham. Men som han ligger her og læner sig tilbage, og overgiver sig i sit badekar, fyldt med sæbeskum og stearinlys, mærker han også, hvor meget hans krop har brug for netop det her; afslapningen og roen til at heale sårene og kampenes oplevelser. Det er også her, at kongen igen sætter pris på livets små åndehuller, drømmer sig væk i en verden, uden ansvar og forpligtelser, men samtidig minder sig selv om, hvorfor han gør det. Fra sit inderste sted, hvor det handler mere om ham, end om alle andre. Det forstår hans dronning. Men hun synes samtidig, at hendes mand er for hård mod sig selv, og prinsessen. Dog accepterer hun stadig, at kongen er nødt til at udkæmpe sine kampe for hans overlevelse. Så når han kommer hjem, giver hun ham derfor altid en god omgang massage. En fysisk kontakt. Den ved hun nemlig er afgørende, hvis hun igen skal se den hjertelige gnist i hans øjne, som giver mere mening hos hende.  

Faktisk syntes jeg tidligere, at min indre konge var meget federe, end jeg synes i dag. For selvom min konge er lidt af en sej og stædig herre, som desværre sjældent vil indrømme, når han tager fejl – uanset i hvilke beslutninger, han tager sig – ved jeg også nu, at det seje og stædige er overfladiske aspekter, der dækker over noget helt andet. Det er på godt og (ucharmerende) ondt. Det er nemlig min konge, som mener, at man altid skal yde, før man kan nyde. Det er ham, som altid er kampparat, og derfor sjældent lytter, hverken til sig selv eller andre, fordi rastløsheden og utålmodigheden overtager. Men det er også ham, som beskytter, altid overlever og kæmper for sig selv, og andre. Derfor er han ikke kun egoistisk satan, som forsvarer sin trone eller jo, det kan han faktisk også godt være. Men det er mere, når han tror, at han altid er klogere end prinsessens og dronningens uvurderlige viden, og han oven i købet starter sin egen kamp mod dem i sig. Så kære konge, i den næste tid, vil jeg lade dig være i ro og afslapning, uden du samtidig tror, du skal beskytte og forsvare min prinsesse og dronning. For de ved altså sommetider bedre, end dig.  

Billede

Jeg faldt med det samme for dette billede, som jeg synes illustrerer perfekt, hvornår min indre konge har det bedst :-).

Fandt det på en lille pudsig blog: http://www.dansk-og-svensk.dk/wordpress/archives/79 – om svensk-dansk oversættelse, sprog og kultur. 

 

Reklamer

4 kommentarer (+add yours?)

  1. Lene Christophersen
    nov 08, 2013 @ 22:04:51

    Kære du. Tak for din fortælling. Den kunne der komme en fantastisk dyb, bevægende og humoristisk koreografi ud af. Jeg vil lade mig inspirere. Hm…….tænker lidt på, om du måske kunne lade din royale familie mødes og mærke, hvad der sker, i det øjeblik de samarbejder i erkendelse af, at de er nøjagtig det, de har brug for, for at kunne bevare slottet. Kongen er intet uden dronningen og omvendt, forældren er intet uden barnet om omvendt osv. Så, måske lære dem at fylde deres egen plads helt ud til gavn for hinanden 🙂
    Som sagt – fantastisk fortælling

    Svar

  2. Camilla Tonning Bælum
    nov 10, 2013 @ 15:46:40

    Kære Lene. Tak, fordi du inspireres, og inspirerer mig. Nu bliver jeg jo nysgerrig. Er det mon koreografi i dans? 🙂
    Faktisk har jeg tænkt på om jeg skulle lade alle mine karakterer mødes i en fortælling. Det bliver højst sandsynligt på et tidspunkt, hvor jeg også har mødt de resterende. Men du har ret. Hverken kongen, dronningen, prinsen eller prinsessen er noget, uden hinanden. De skaber nemlig tilsammen en helhed. Jeg har bare haft brug for, at forstå dem hver især fra mit indre, før de kunne udvikles sammen.

    Svar

  3. Lene Christophersen
    nov 16, 2013 @ 10:42:27

    Du kan tro det er dans. Og vi mangler vel bare at finde den, som har skrevet musikken. I mine tanker heromkring bliver jeg klar over, at jeg ikke ville kunne skabe trin til alle, for nogle af karaktererne bevæger sig på måder jeg endnu ikke finder mig til rette i. Der er plads til mange stilarter lige fra rent og klassisk, til moderne a la Ailey og videre til lidt waack, swing osv. Jeg kommer til at tænke på Shakespeares drille-karakterer – dem, der sætter lus i skindpelsen, for at lade de øvrige karakterer virkeligt opdage sig selv. Hvem skal det mon være? Glæder mig til fortsættelsen.

    Svar

  4. Camilla Tonning Bælum
    nov 23, 2013 @ 12:12:02

    Det lyder spændende at udvikle en koreografi med en masse dansestilarter, der formidler historien om alle disse (arke-)typiske karakterer. Endnu mere interessant er det, når du også skriver, at du ikke selv finder dig til rette i alle disse bevægelser. For spørgsmålet er om ikke de udvikles i takt med, at vi fra vores inderste mærker f.eks. prinsessen, kongen, prinsen m.fl. Jeg tror nemlig, at jeg selv bevæger mig kropsligt anderledes, alt efter hvem som er mest dominerende hos mig på det tidspunkt. Det første som falder mig ind, når du spørger hvem det er som “sætter lus i skindpelsen”, er hofnaren. Jeg tænker det er naren, som provokerer, driller og siger/viser alt det, de andre måske ikke vil se og høre (dog altid med et kærligt smil). Hos dem selv og hos andre. Tak! For du satte lige noget i gang hos mig. Jeg fik lige et lille indblik i, hvordan naren ser ud hos mig :-).

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

bro blog

Kærligheden til livet, kunsten og kulturen

Skriblerier

Kærligheden til livet, kunsten og kulturen

The Daily Post

The Art and Craft of Blogging

The WordPress.com Blog

The latest news on WordPress.com and the WordPress community.

%d bloggers like this: